LOLENGA “The Dane” MOCK vs. PATRICK “Tiger” MENDY i Frederiksberg Hallerne lørdag den 4. juni

For kun to år siden stod Lolenga Mock i sin seneste titelkamp – mod svenskeren Eric Skoglund i letsværvægt. Og nu nærmer han sig for alvor igen verdenstoppen i et sensationelt comeback i super-mellemvægt. Vejen til toppen går næste lørdag hen over ingen ringere end Patrick “Tiger” Mendy – en klassemodstander, der skal slås, hvis Lolenga skal tilbage som seriøs udfordrer til en titelkamp. Den 44-årige Lolenga Mock har i sine seneste tre kampe været meget overbevisende, ikke mindst mod den indtil da ubesejrede peruvianer, David Zegarra, rangeret som nr. 5 hos WBA.

Patrick Mendy er en meget alvorlig udfordring for Lolenga. Mendys meritter er skræmmende – har blandt andet bokset uafgjort med russiske Dmitry Chudinov på Wembley Arena i London og er ubesejret i sine sidste kampe. Gambianske Mendy bor i dag i Maidenhead i England. Senest har han vundet over svenske Oscar Ahlin ved et stævne i Sverige 23. april 2016.

Lolenga Mock bokser sin kamp nr. 50, når han entrerer ringen 4. juni – og han fejrer samtidig sit 25 års jubilæum som professionel bokser. Hans rekordliste lyder nu på 34-14-1. Patrick Mendy har en rekordliste på 17-10-1. Patrick Mendy blev som 19-årig opdaget i Sky Sports TV-serie Prizefighter, hvor han vandt den 13. udgave af programserien.

Mogens Palle og Brian Nielsens stævne lørdag 4. juni i Frederiksberg Hallerne er det 4. stævne i samarbejde med TV2 Sport. Og forårets sidste. Udover den unikke hovedkamp venter der både publikum og seere et brag af et stævne, hvor de danske boksere matches stenhårdt.

“Vi har med afviklingen af de tre første stævner formået at få vores topnavn, Lolenga Mock, rangeret blandt verdens bedste. Og vores unge team af stortalenter – “Tomorrows Champions”- har alle indfriet de forventninger, vi havde håbet på. De har mødt modstandere på et væsentlig højere niveau end dem selv – deres amatørkarrierer taget i betragtning. Men det er en linje, jeg og Brian Nielsen vil fortsætte, da det er eneste vej til at udvikle dem mod større kampe. Vi er samtidig glade for vores samarbejde med TV2 Sport, der ved hvert stævne har oplevet stigende seertal. Det er det fjerde stævne, vi arrangerer i samarbejde med TV2 – et yderst tilfredsstillende samarbejde i vores jagt på at skabe succes for dansk, professionel boksning”, siger Mogens Palle.

Stævnet indeholder langt flere, hårdt matchede kampe end bare hovedkampen. Alle de danske kombattanter skal nemlig møde stærke, internationale modstandere med gode resultater og rekordlister. Der er enkelte ændringer ift. det publicerede kampprogram:

I Super-Mellemvægt har Daniel Heinze allerede slået sit navn fast som en ‘crowdpleaser” med sin pågående og slagkraftige stil. Han skal nu møde den 26-årige ungarer, Istvan Zeller, som har vundet 31 kampe, heraf 9 på knock-out, og tabt 10. Han har bokset seks titelkampe, er slovakisk mester, og har bokset om WBC-,WBO- og WBF-titler. En skrap opgave for Daniel Heinze i hans kun 3. kamp som professionel.

I en anden kamp i Super-Mellemvægt, gør den skulderopererede Andreas Lynggaard comeback mod den ubesejrede spanske ‘southpaw”, Roberto Casado. Det skal blive meget interessant at se om han kan følge op på sin sensationelle sejr mod Charles Adamu i hans sidste kamp, før skaden. Talentet er der ihvertfald!

I Letsværvægt møder en af Danmarks store talenter, Jeppe Morell, en hardhitter fra Georgien, nemlig den 35-årige Mindia Nozadze. Han møder op med en rekordliste med 18 sejre, heraf 11 på knock-out og 8 nederlag. Så sent som 14. februar sidste år, boksede han om WBC’s EURASIA titel. Han er en tough modstander, der vil sætte det danske stortalent på en alvorlig opgave.

I en anden kamp i Letsværvægt, kommer den kun 22-årige tidligere AGF-målmand, Jonas Madsen, på sit unge livs største opgave. Han skal nu bokse mod 23-årige Ferenc Albert fra Ungarn. Han ankommer med en imponerende rekordliste på 18 sejre, heraf 11 på knock-out, og 8 nederlag. Helt opsigtsvækkende har han bokset seks titelkampe,, tre om WBC’s IBF’s YOUTH. titler, den seneste i 2016, samt om det ungarske mesterskab og WBO’s Europamesterskab. Jonas Madsen går en svær opgave i møde, med en sejr kan hans fremtid i ringen blive mere end lysende.

I sværvægt møder den ubesejrede danske og nordiske mester, Kim Thomsen den næsten 2 meter høje islænding Kolbein Kristinsson, kaldet ”The Icelandic Polar Bear”. Et monster af en sværvægter på 115 kilo. Han er ligesom Kim Thomsen ubesejret i alle sine fem kampe.

I Cruiserwægt bokser den fysisk bomstærke og talentfulde Ironman, Tobias Sørig sin tredie kamp som professionel. Han møder den 32-årige “Tsar of Caucasus”, Grigol Abuladze, som ankommer til København med en positiv rekordliste på 24 sejre, heraf 12 på knock-out og 13 nederlag. Det er en stor mundfuld for danskeren. Tobias er et nyt og spændende talent som kan nå meget langt i sin karriere.

Stortalentet Mohamed Adel står over i dette stævne pga. eksamen. Men hans fætter, Ali Muhammed, får sin debut. Han er 19 år og får i sin debut en kamp mod den stærke georgieren, Malkhaz Tatrishvili, 13 sejre i 22 kampe – en hard matchning mod en debutant, men Ali er et helt unikt talent, der med sikkerhed vil henrykke alle – både publikum og seerne på TV2-sport.

Sidste kamp er Osama Hadifi, der ikke kunne blive enig med den amerikanske promotor om kampen i Las Vegas den 10. juni. Han skal derfor op i et brag af en kamp mod Vahram “King Vahram” Vardanyan fra Armenien. Den 29-årige hardhitter har flot rekordliste med 15 sejre i 17 kampe hvoraf 11 er vundet på knock-out, en er tabt og en er endt uafgjort. Vinder Osama den er Mogens Palle sikker på, at Osama tager et stort skridt på vej mod nye tilbud fra USA.

Sværvægteren Pierre Madsen har desværre fået startforbud af sin læge på grund af en albueskade, og han udgår derfor af kampprogrammet. Man kan således se frem til et gigantisk overflødighedshorn af et boksestævne på lørdag den 4. juni i Frederiksberg Hallerne.