Den Oscarvindende producer James Marsh (“Theory of Everything” og “Man on Fire”) og Tigress Productions har i samarbejde med National Geographic produceret “Dian Fossey: Mordgåde i disen” – en miniserie om den ikoniske, amerikanske zoolog og primatolog, som i over 20 år kæmpede en indædt kamp for at beskytte bjerggorillaerne i Rwandas regnskov. En kamp, der endte med at koste hende livet.

I 1967 forlod Dian Fossey sit hjem i USA for at studere gorillaer i det centrale Afrika – nærmere betegnet Rwandas svært fremkommelige regnskov. Her slog hun sig ned i en lille hytte for at forske i gorillaernes liv. Her blev hun uigenkaldeligt forelsket i de majestætiske dyr, hvorpå hun dedikerede sit liv til at sikre bestandens overlevelse ved at kæmpe for at bevare deres naturlige habitat og beskytte dem mod det stigende krybskytteri.

Fossey grundlagde The Karisoke Research Center i september 1967 og brugte de næste 18 år på at studere og beskytte bjerggorillaerne. Den nye serie giver blandt andet et detaljeret indblik i hendes tætte venskab med den unge gorilla “Digit”, der blev nådesløst lemlæstet og halshugget af krybskytter. Det påvirkede Fossey ligeså dybt som de mennesker, der arbejdede sammen med hende. Herunder National Geographic-fotografen Bob Campbell, som Fossey blev forelsket i – og som knuste hendes hjerte, da han vendte tilbage til civilisationen og sin kone.

Serien lader Dian Fossey fortælle sin egen historie ved hjælp af uddrag fra hendes skriverier, dagbøger og noter, med skuespilleren Sigourney Weaver som fortællerstemme. Sigourney Weaver blev i 1988 nomineret til både en Oscar og en Golden Globe for sit portræt af Fossey i filmen “Gorillaer i disen”. Hun var derfor det oplagte valg til at genfortælle Fosseys tanker og følelser i den nye serie.

“Jeg er henrykt over at arbejde sammen med National Geographic på denne dokumentar om Dian Fosseys spændende liv og arbejde med bjerggorillaer,” siger Weaver.

“Dette projekt vil kun forøge vores påskønnelse af Dian og disse majestætiske primater og øge opmærksomheden på det betydningsfulde bevaringsarbejde, som Dian Fosseys fond i dag stadig udfører.”

Dian Fosseys mord og retssag bliver behandlet i miniserien

“Dén mand, der dræber dyr i dag – er dén mand, som dræber de mennesker, der står i vejen for ham i morgen. ” – Dian Fossey.

Miniserien indeholder over 40 timers sjældne og aldrig tidligere offentliggjorte filmoptagelser af Fossey under hendes daglige færden og tætte studie af gorillaerne såvel som interviews med hendes kollegaer og venner – inklusive hendes assistent Wayne McGuire og vennen Sir David Attenborough.

Dian Fossey: Mordgåde i disen fortæller om den kendte zoologs liv lige fra barndommen og hendes dage som forsker i Congo, til hendes ankomst i Rwanda og frem til det brutale mord. National Geographic har fået eksklusiv adgang til Fosseys personlige ejendele inklusive adskillige objekter fra hendes hytte, hvori hun blev myrdet i 1985.

Serien undersøger mordet på Fossey, efterforskningen og den efterfølgende retssag mod hendes forskerstuderende Wayne McGuire, som blev fundet skyldig i mordet “in absentia” ved en retssag i Rwanda. McGuires dom er længe blevet udfordret af amerikanske embedsmænd og andre, der er bekendte med omstændighederne ved mordet. Den eksklusive adgang til Fosseys ejendele og personlige effekter inklusive objekter fra mordstedet sammen med sjældne interviews med McGuire, som fortsat bedyrer sin uskyld – underbygger hans påstande og har på ny sat spørgsmålstegn ved dommen.

En hyldest til Dian Fosseys liv og eftermæle

“National Geographic støttede Dian Fosseys arbejde, mens hun var i live og har opbygget et fantastisk visuelt arkiv af hendes afgørende arbejde med bjerggorillaerne i Rwanda”, fortæller produceren James Marsh og fortsætter:

“National Geographic er den ideelle partner på serien, som både vil hylde, hvad hun opnåede som forsker, samt undersøge de begivenheder, der ledte op til hendes tragiske død. Hvis det ikke havde været for Fosseys anstrengelser, ville der kun være en meget lille eller endda ingen gorillabestand tilbage i Rwand. Ved at undersøge hendes liv, vil vi vise, hvor stor en indflydelse hendes forskning havde på disse majestætiske og unikke dyr”.

Miniserien følger også en flok bjerggorillaer, deriblandt Cantsbee som Fossey navngav som nyfødt. Cantsbee har for nylig sluttet sig til sin flok og er den ældste sølvryg på bjerget samt den mest avledygtige far i området. Cantsbee har overlevet nogle af de værste år i krybskytteriets historie og andre trusler mod gorillaernes naturlige miljø takket været Fossey og hendes arbejde med at beskytte bestanden af bjerggorillaer i Rwanda.

Episodebeskrivelser:

“GORILLAPIGEN”

På en isoleret bjergside i Rwanda lyder et skrækindjagende skrig tidligt om morgenen gennem disen. Da dagens første lys bryder nattens mørke, bliver Dian Fossey fundet død – myrdet i et brutal angreb med en machete. Den verdensberømte zoolog kæmpede for at redde bjerggorillaerne fra at uddø, men i processen skabte hun også farlige fjender, som med sandsynlighed endte med at tage hendes liv.

“DEN MØRKE SIDE AF BJERGET”

Efter Dian Fosseys yndlings-gorilla brutalt blev slagtet og hendes eget helbred begyndte at svigte, rejste Sir David Attenborough til Rwanda for at filme gorillaerne. Resultatet blev én af tv-historiens mest værdsatte oplevelser med vilde dyr. Kort tid efter tvang Rwandas regering Fossey til at rejse hjem til USA. Det var i denne periode, at Fossey skrev “Gorillaer i disen” og blev til en international stjerne.

“MORDET PÅ BJERGET”

Gorillaforskeren Wayne McGuire blev fundet skyldig i modet på Dian Fossey efter en dårlig udført efterforskning af politiet i Rwanda. McGuire flygtede ud af landet, før politiet kunne nå at arrestere ham. Retssagen endte med en dødsdom – og McGuire har lige siden levet med konsekvenserne af dommen. Dræbte han hende virkelig, eller har han været et uskyldigt offer i et mordkomplot i 32 år? Og hvis det ikke var ham – hvem var det så?

Over 30 år er gået siden Dian Fosseys mystiske død i 1985. Nu hylder National Geographic hendes liv og eftermæle i den kommende serie i tre dele – Dian Fossey: Mordgåde i disen.

Det er historien om én kvindes ekstraordinære liv og skæbne med ny indsigt i mordet på hende samt hendes kamp for at redde de mest fantastiske primater på jorden.

Dian Fossey: Mordgåde i disen har premiere på National Geographic d. 2. december kl. 21.00.

Se klip fra serien her eller besøg National Geographics pressesite for yderligere information og flere pressefotos her

Kontaktinformation

National Geographic Nordics

Ditte Bernth

Head of Marketing and Communications

+45 40 61 28 03

Ditte.Bernth@fox.com

 

Xponering PR & kommunikation

Sidse Genet Andersen

PR-konsulent

+45 30 86 19 86

sg@xponering.nu