En weekend i musikkens tegn blev fredag aften skudt i gang. Her blev det afsløret, at Rasmus Seebach vinder DMA’s Ærespris 2021. Lørdag spiller blandt andet MØ, Drew Sycamore og L.O.C. live til Danish Music Awards. Søndag vises det samlede show for hele Danmark på TV 2.

Det var en synligt glad Rasmus Seebach, der her til aften fik besøg i sit sommerhus af journalisten Simi Jan. Det skete i et særprogram på TV 2, hvor nyheden om Danish Music Awards’ Ærespris blev offentliggjort.

Danish Music Awards’ Ærespris betragtes af mange som den fornemmeste pris i dansk musik. Tidligere modtagere af prisen tæller blandt andre Sanne Salomonsen, Thomas Helmig, Lis Sørensen, Nik & Jay, Medina og Shu-bi-dua. I begrundelsen for at det netop er Rasmus Seebach, der i år modtager den eftertragtede statuette med den lille bronzefugl, hedder det blandt andet:

“Du modtager prisen, fordi du investerer alt, hvad du har i dig til glæde for os andre. Fordi du er en af de modigste artister, vi har. Og fordi du med din musik minder os om noget meget vigtigt. Nemlig, at vi først og fremmest er mennesker. Og at det er en helt okay størrelse at være”.

Selve prisen overrækkes til Rasmus Seebach lørdag aften ved et unikt og eksklusivt DMA-show på Filmstationen Værløse. Du kan læse den samlede begrundelse for tildelingen af æresprisen til Rasmus Seebach her.

Drew Sycamore, Andreas Odbjerg og Artigeardit topnomineret til DMA

11 priser bliver i alt uddelt til danske artister lørdag aften. At Drew Sycamore har haft et helt forrygende år er da også tydeligt i den samlede oversigt over nominerede. Den storhittende dansk-walisiske artist er nemlig nomineret til hele fire priser ved DMA. Det er hun blandt andet i kategorien Årets Danske Album for “Sycamore” og i Årets Danske Radiohit for “45 Fahrenheit Girl”.

Også Andreas Odbjerg, der netop nu hitter med sangen “STOR MAND” sammen med Tobias Rahim, er i spil til fire priser. Det er han blandt andet i kategorierne Årets Danske Sangskriver og Årets Nye Danske Navn. Rapperen Artigeardit markerer sig også til dansk musiks ældste og mest prestigefyldte prisfest. Den poetiske fortæller fra Gladsaxe er nemlig også nomineret i fire kategorier ved DMA. Herudover er det blevet til flotte nomineringer til blandt andre MØ, B.O.C, Jada, KIDD, Branco og sidste års musikalske DMA-vært Annika Aakjær. Se den samlede liste over nominerede til Danish Music Awards 2021 her.

Et stærkt musikalsk line-up

Aftenens vært TopGunn vil sikre, at alle statuetter uddeles på behørig vis. Herudover kommer den erfarne rapper og producer også til at præsentere en perlerække af liveoptrædener leveret af nogle af dansk musiks største artister. Både MØ, Andreas Odbjerg, Ericka Jane, Artigeardit og Drew Sycamore har meldt sig klar til at spille for et lille eksklusivt publikum i salen og for hele Danmark på TV 2. Det samme har L.O.C., som netop har fejret 20 års jubilæum for sit ikoniske debutalbum “Dominologi”.

Danish Music Awards 2021 arrangeres af musikselskabernes brancheorganisation IFPI i samarbejde med TV 2. Showet kan ses i sin fulde længde på TV 2 søndag aften kl. 21.05 og vil være tilgængeligt på TV 2 PLAY fra søndag morgen.

Information om DMA 2021

DMA 2021

  • Danish Music Awards (DMA) er musikbranchens ældste og mest prestigefyldte prisuddeling, som musikselskabernes brancheorganisation IFPI Danmark i 2021 står bag i samarbejde med TV 2.
  • I 2021 afholdes DMA, der omfatter pop/rock og beslægtede genrer, den 20. november i en stor hangar på Filmstationen Værløse.
  • Danish Music Awards har været afholdt siden 1989. De første to år hed den IFPI-prisen. Herefter hed den fra 1991 til 2000 Dansk Grammy. Siden 2001 har prisfesten heddet Danish Music Awards.

Særligt om Æresprisen

  • Modtageren af Danish Music Awards’ Ærespris udpeges hvert år af IFPI Danmarks bestyrelse. Prisen tildeles én eller flere personer, som med deres kunstneriske virke igennem en længere periode har sat et markant og inspirerende fingeraftryk på dansk musik.

Kategorier

  • Ved DMA 2021 udgives i alt 13 priser, hvoraf 11 priser fokuserer på dansk musik. Der uddeles priser i følgende kategorier: Årets Danske Album, Årets Danske Gruppe, Årets Danske Solist, Årets Danske Radiohit, Årets Danske Streaminghit, Årets Nye Danske Navn, Årets Danske Sangskriver, Årets Danske Producer, Årets Danske Livenavn, Årets Nye Danske Livenavn, Danish Music Awards’ Ærespris, Årets Internationale Album og Årets Internationale Hit.
  • Udgivelsesperioden ved DMA 2021 strækker sig for de fleste priskategorier over en periode fra fredag den 25. september 2020 til og med torsdag den 16. september 2021.
  • Udgivelsesperioden for Årets Danske Streaminghit og Årets Danske Radiohit løber fra fredag den 16. oktober 2020 til torsdag den 7. oktober 2021. Særligt for disse to kategorier er det, at nominerede og vindere afgøres af hitlisteplaceringer for den samlede periode.
  • Det er et særligt DMA-Akademi, bestående af tre kvinder og tre mænd fra musikbranchen, som udpeger størstedelen af de nominerede og vinderne. Akademiet mødes løbende for at diskutere tendenser i dansk musik. Beslutningerne om hvem der skal nomineres afgøres på såkaldte valgdage, hvor akademimødet først ophæves, når der er opnået enighed. Akademiets medlemmer offentliggøres på aftenen for DMA.
  • Regelsættet for Danish Music Awards 2021 er udarbejdet af IFPI Danmarks sekretariat og sanktioneret af IFPI Danmarks bestyrelse. Læs mere i det samlede regelsæt for DMA 2021, som kan downloades her.

Tilgængelighed

Arrangementets unikke karakter medfører begrænset publikumskapacitet. Derfor udbydes billetter til arrangementet ikke til offentligt salg.

DMA 2021 sendes på TV 2 søndag den 21. november kl. 21.05 og er i sin fulde længde tilgængeligt på TV 2 PLAY fra søndag morgen.

Presseforespørgsler til DMA 2021:

Xponering

Lennart Løfberg, tlf. 22 16 50 10

ll@xponering.nu

Søren Hedman, tlf. 40 57 97 15

sh@xponering.nu

Spørgsmål om Danish Music Awards

IFPI

Formand for DMA-Akademiet og kommunikationsdirektør i IFPI Danmark, Lasse Lindholm,

Tlf. 26 23 38 33

lal@ifpi.dk