Vinderen af DM i STAND-UP 2021 blev torsdag aften kåret i Musikhuset Aarhus og live på TV 2 Zulu. Fem fantastiske finalister kæmpede om publikums, dommernes og seernes gunst, og det blev ved den forrygende livefinale den 27-årige Peter Werner fra Padborg, der fik flest stemmer. Peter Werner bor i dag på Frederiksberg. Han startede sin karriere i  2016, og nu kommer der for alvor fart på karrieren, ligesom mange tidligere vindere af DM i STAND-UP har oplevet det. 

Peter Werner, 27 år, blev torsdag aften kåret til Danmarksmester i Stand-up, da han vandt både seernes, dommernes og publikums stemmer. Det skete live i Musikhuset Aarhus og på TV 2 Zulu, hvor han slog de fire andre finalister ved den 17. udgave af DM i STAND-UP.

“Jeg fatter ikke engang, jeg lige har været live på TV 2 Zulu. Nu står jeg som vinder. Det er en drengedrøm, der er gået i opfyldelse,”, siger en rørt Peter Werner.

Som vinder af DM i STAND-UP 2021 får han nu blandt andet en bookingaftale med Funny Business Inc. (FBI), en gæsteoptræden/co-host ved DM i STAND-UP 2022, en optræden på Smukfest (Skanderborg) 2022 og meget mere.

Værten ved aftenens finale var komiker Jakob Thrane, der både styrede semifinalen og aftenens finale som vært for TV 2 Zulu og TV 2 Plays seere samt ikke mindst de 460 publikummer i den udsolgte sal i Musikhuset.

Årets fem finalister i 2021 blev fundet ved en semifinale på Comedy Zoo i oktober. I finalen havde hver finalist ni minutter til at aktivere lattermusklerne i både salen, hos seerne og i dommerpanelet. Og det lykkedes i den grad for Peter Werner.

Den nykårede danske mesters passion er at stå på en scene. En passion han har dyrket siden sin debut i Huset i Magstræde i København i 2016. Peter har med fem års erfaring på bagen et stort bagkatalog af stand-up-materiale, som han serverer roligt og fattet. Han har ikke en favoritjoke, da han synes, at han er lige stolt af alle sine jokes.

På 2. pladsen kom Velik Velikov fra Bulgarien: I dag bor Velik i Aarhus, idet han kom til Danmark som 19-årig for at studere “Miljø Management”, fordi han gerne vil redde verden. Siden testede han sig af ved at læse “Innovation og Entreprenørskab”, fordi han så kunne redde verden på en anden måde. Men det eneste, der for alvor gjorde ham glad, var at lave stand-up.

På 3. pladsen kom Niels Nielsen. Niels bor i København og er en, der elsker at skabe noget selv med det ene formål at få folk til at grine. Det giver ham en forløsning og et rush, når det lykkes. Han har optrådt mange gange, og debuterede på Huset i København som 18-årig. Han var i semifinalen ved DM i Stand-up i 2019.

DM i STAND-UP har siden 1992 kickstartet masser af kendte komikeres karrierer og listen over danske komikere, der før har deltaget i DM i STAND-UP, er både lang og imponerende. DM I STAND-UP arrangeres af Danmarks ældste komikerbureau – Funny Business Inc.

Den store DM-finale blev afholdt i Rytmisk sal i Musikhuset Aarhus og sendt live på TV 2 Zulu og TV 2 Play.

Dommerpanelet ved finalen var fire af Danmarks mest erfarne og dygtigste i branchen: Torben Chris, Thomas Hartmann, Torben Sangild og Anders Fjelsted.

Se evt. mere på DM I STAND-UP’s Facebookside og på www.dmistandup.dk

Her er overblik over alle vindere i DM i STAND-UP:

2021 – Peter Werner, Musikhuset Aarhus

2019 – Simon Væver, Bremen, København

2018 – Phillip Devantier, Bremen, København

2017 – Melvin Kakooza, Glassalen i Tivoli, København

2015 – Mikkel Rask, Bremen, København

2013 – Alex Thelander, Bremen, København

2010 – Ruben Søltoft, Store VEGA, København

2008 – Martin Høgsted, Magasinet, Odense

2006 – Elias Ehlers, Portalen, Greve

2004 – Mads Brynnum, Comedy Zoo, København

2003 – Henrik Bruhn, Comedy Zoo, København

2002 – Steen “Nalle” Nielsen, Comedy Zoo, København

2001 – Samuel Mejer, Comedy Zoo, København

2000 – GEO, Comedy Zoo, København

1999 – Jonatan Spang, Comedy Zoo, København

1994 – 1998 – DM i STAND-UP ikke afholdt

1993 – Mads M. Nielsen, Dins, København

1992 – Lars Hjortshøj, Dins, København

Ønsker du/I evt. kontakt til årets vinder eller andre af årets finalister, skal I være velkomne til at tage fat i nedenstående.

Xponering

Søren Hedman, sh@xponering.nu

Tlf: 4057 9715

FOTOS TIL FRI REDAKTIONEL AFBENYTTELSE VED KREDITERING AF FOTO: CHARLOTTE DAHL/FBI

FOTO 1

FOTO 2