Logo karl

Førstehjælp og hjertestartere redder liv – og ved et hjertestop kunne hele 75% reddes, hvis flere danskere tilegnede sig enkle førstehjælps-teknikker.

Foreningen ”Kunsten at redde liv” har i julemåneden derfor kickstartet en kampagne på www.kunstenatreddeliv.dk med fokus på førstehjælp. Via en julekalender med 24 små videoer får danskerne, hvad der svarer til en times førstehjælpsundervisning, som potentielt kan være med til at redde liv.

Flere markante danskere heriblandt Linse Kessler, Oliver Bjerrehuus og ”Smeden” fra ”De rigtige mænd” har sagt ja til at medvirke i videoerne, der hver især har fokus på at lære flere af os, hvordan man gebærder sig i en kritisk situation, der kan afgøre liv eller død.

 ”Den største gave, du kan give andre, er livet, og det er netop hele formålet med vores video-julekalender. Hvert år rammes godt 3.500 danskere af hjertestop udenfor sygehusene. Kun omkring 8-10% af dem overlever. I mange tilfælde kunne de have været reddet, hvis der havde været en person i nærheden, der kunne førstehjælp, eller hvis man havde en hjertestarter i nærheden”, fortæller Formand Henrik Andreasen og fortsætter:

”Det er vores store håb, at danskerne frem til juleaften vil bruge et par minutter dagligt på at lære enkle førstehjælpsteknikker eller på at få opfrisket de små ting, der kan redde en andens liv. Vi ønsker inderligt at være med til at redde flere danskeres liv. Vi har fået stor opbakning til kalenderen fra en lang række sponsorer, så der er flotte præmier for over 50.000 kr. på spil bl.a. en rejse for to sydpå”.

Fakta om ”Kunsten at redde liv”:

  • Foreningen ”Kunsten at redde liv” blev stiftet i 2012 af forretningsmanden Henrik Andreasen og kunstneren Hanne Koch, der begge havde haft en kritisk oplevelse tæt inde på livet.
  • Foreningen arbejder med at opsætte hjertestartere i mindre byer og lokalsamfund, hvor økonomien ikke er tilstede, og hvor der ofte er lang responstid for ambulancer.
  • Siden foreningens start har knap 6500 sponsorer bidraget til, at foreningen har kunnet opstille intet mindre end 349 hjertestartere i mindre danske byer.
  • ”Kunsten at redde liv” har været en så stor succes, at foreningen nu er på vej ud over Danmarks grænser og til januar åbner en organisation i Belgien.

For mere information og kommentarer:

 Formand Henrik Andreasen, tlf. 5354 0715, info@kunstenatreddeliv.dk, www.kunstenatreddeliv.dk

Xponering, Lennart Løfberg, tlf. 22165010, ll@xponering.nu