Danmarks måske mest positive mand Ole Henriksen, der fornyeligt er vendt hjem til Danmark efter 46 år i udlandet, har netop sagt ja til at blive ambassadør for non-profit organisationen Gadens Børn. Organisationen, der arbejder for at give gadebørn i Kolkata, Indien en bedre fremtid, afholder på lørdag deres årlige store gallamiddag på Clarion Hotel Copenhagen Airport, og det bliver med Ole som årets æresgæst.
Ole Henriksen slutter sig nu til Gadens Børns ambassadørkorps, der også tæller navne som Sarah Grünewald, Nikolaj Stokholm og Anders Bircow samt en lang række andre kendte danskere. Se hele ambassadørkorpset HER
Gadens Børn havde i forvejen inviteret Ole Henriksen som æresgæst, og nu har han få dage før middagen sagt ja til også i fremtiden at bruge sin vidunderlige energi og inspirerende livsglæde som ambassadør for Gadens Børn.
“Det er en kæmpe ære at være blevet spurgt om at blive ambassadør for Gadens Børn. Jeg er dybt imponeret af den kærlighed, energi og passion, som Gadens Børn Teamet lægger i dette enormt vigtige arbejde for børnene i Indien. Det rører mig dybt, og jeg beundrer dem alle meget. Allerede som ung opdagede jeg i Indonesien, hvordan de mange tusindvis af børn, der levede på gaden, var fulde af smil, energi og livsglæde. Jeg kan huske, at jeg blev meget imponeret over, at de under så svære forhold kunne fastholde denne glæde til livet, og det inspirerede mig til at huske på at være glad og positiv og sætte pris på livet hver eneste dag”, fortæller Ole Henriksen og fortsætter:
“Der er ikke noget, der føles bedre end at hjælpe børn, og det er blandt andet derfor, at jeg har sagt ja til at blive ambassadør for Gadens Børn. Børnene er vores fremtid, og de fortjener alle kærlighed, omsorg, uddannelse og at føle sig trygge i deres dagligdag. På den måde kan de vokse op som lykkelige, kærlige og produktive mennesker. Livet er et stort samarbejde. Et kærlighedsprojekt, som vi mennesker må stå sammen i. Vi har et ansvar for at hjælpe og stå op for hinanden og bidrage til at gøre verden til et bedre sted for os alle sammen.
Jeg glæder mig meget til at påtage mig min del af ansvaret og hjælpe Gadens Børn med at skabe opmærksomhed omkring de forhold, som tusindvis af børn lever under i Kolkata. Sammen og gennem ganske få midler kan vi ændre livet fuldstændigt for disse livsglade og håbefulde små mennesker, og jeg ser meget frem til at tage til Indien og hjælpe til hands on.” slutter Ole Henriksen.
Gadens Børns stifter Pia Lindell Qwist er dybt taknemmelig for, at Ole har sagt ja til at støtte foreningens vigtige arbejde:
“Jeg kan næsten ikke være i min krop, så glad er jeg for, at Ole har sagt ja til at blive ambassadør. Oles ja er en helt fantastisk støtte. Ole har en stemme, der rækker langt udover Danmarks grænser, og det vil få en kæmpe positiv betydning for vores fremtidige arbejde. Hans skønne optimisme og engagement matcher i den grad den måde, hvorpå vores organisation ønsker at arbejde, og jeg glæder mig meget til at feste med ham på lørdag, og til senere at vise ham resultatet af vores hidtidige arbejde i Indien.”
Om årets gallamiddag
Gadens Børns årlige velgørenhedsgalla er med til at sætte fokus på Gadens Børns arbejde og generere flere midler til at hjælpe de udsatte børn. Sidste år indsamlede Gadens Børn en million kroner, der gjorde det muligt at opstarte et børnehjem for gadebørn i Kolkata, Indien.
Middagen afholdes på lørdag den 28. september 2019 på det eksklusive Clarion Hotel Copenhagen Airport. Ole Henriksen er årets æresgæst og på gæstelisten er blandt andre tv-værterne Ibi Makienok, Lisbeth Østergaard og Mette Bluhme Rieck, den kendte blogger og tidligere deltager i Vild med Dans Julia Sofia samt Birgit Aaby, Frederik Nonnemand og Alex Ambrose. Sangerinden Aura har også netop sagt ja til at optræde for gæsterne.
Alle har de sat aftenen af til fordel for børn i nød, hvor gæsterne byder på auktioner og lotterier, som dansk erhvervsliv har sponseret. Værter er Manu Sareen og Tina Bilsbo, og de kan blandt andet kan udbyde en bil i 12 måneder fra BMW Jan Nygaard A/S, en middag for to til restaurant Geranium i selskab med Ole Henriksen doneret af Lars Seier Christensen, et maleri til en værdi af kr. 30.000,- fra kunstneren Per Hillo, en tre-dages spirituel udviklingsrejse på Bornholm ved coach og clairvoyant Rikke Hertz samt en tur til champagnehuset Hatt et Söner i Frankrig med produktion af egen champagne.
Velgørenhedsgallaen er et eksempel på, hvad der kan udrettes, når NGO’er og erhvervslivet går sammen om at gøre en forskel for nogle af de mennesker i verden, der har allermest brug for det. En aften som denne er lig med en fremtid for hundredvis af gadebørn i Kolkata, der gennem aftenens indsamlede midler får chancen for at komme i skole, opleve en sund og tryg barndom og gå mætte i seng hver dag. Udover at samle ind til at sikre næringsrige måltider og styrke undervisningens kvalitetsniveau i organisationens tre skoler, går aftenens donationer til inventar til børnehjemmet, der står klar til at modtage sine første små beboere i begyndelsen af det nye år.
Der er meget få billetter tilbage til middagen, der kan købes HER
Om Gadens Børn
Gadens Børns historie starter med en idé på en rejse til Indien i januar 2012. Her oplevede stifter, Pia Lindell Qwist, for første gang gadebørns realiteter og vilkår i Kolkata. Dette, samt synet af deres kummerlige boligforhold i usikre områder langs veje, under broer og på stationer, motiverede grundlaget for Gadens Børn. Forståelsen af disse børns virkelighed uden adgang til tryghed, sikkerhed, skolegang og sundhedspleje skabte et ønske om at gøre noget.
Vision
Gadens Børn arbejder for en verden, hvor alle børn har lige mulighed for at opleve en sund og tryg barndom. Ved at tilbyde børnene adgang til uddannelse, sundhedstjek, sikkerhed og omsorg forsøger vi at opbygge børnenes tro på livet og håbet om en bedre fremtid.
Gadens Børn er uafhængig af politiske og religiøse interesser.
Mission
- At give ikke-registrerede børn i socialt belastede områder i Kolkata muligheden for at bryde den sociale arv.
- At tilbyde gadebørn adgang til uddannelse, så de kan udforske og realisere deres egne evner, interesser og færdigheder.
- At tilbyde et alternativ til gaden i form af et permanent hjem med adgang til omsorg, daglige måltider og sundhedspleje.
- At tilbyde børnene mulighed for at opbygge følelsesmæssige relationer, så de kan opnå en følelse af tryghed og sikkerhed.
Læs mere om Gadens Børn på www.gadensboern.org
Foto: Jeppe Bjørn.
For yderligere informationer:
Gadens Børn
Pia Lindell Qwist, stifter af Gadens Børn
Tlf. + 45 4050 5509
Seneste kommentarer