Lørdag den 4. august 2018 bliver Drive in Bio i Lynge for første gang nogensinde forvandlet til en musikfestival. Det sker når “EVO 18” ser dagens lys. Indtil videre er navne som Faustix, TooManyLefthands, ItaloBrothers, Hedegaard, Yepha & Hampenberg på plakaten. Ambitionerne er at skabe en storslået oplevelse, hvor alle sanselige og praktiske behov går op i en højere enhed og sammen danner rammerme for en storslået dag i den elektroniske musiks tegn.

Bag den nye festival EVO 18 står Frederik Kehlet, Patrick Thomsen & Henrik Kehlet. Siden 1961 har der været en Drive in Biograf i den gamle grusgrav, og der har længe været ambitioner om at bruge det fantastiske område til mere end Drive in Bio. Nu skal drømmen realiseres.

Der lægges derfor ud med en endagsfestival med fokus på DJ’s, house og elektronisk musik fra klokken 12.00 til 00.00. Der vil blive lagt vægt på sikkerhed, gode toiletforhold og et stort udvalg af Streetfood Trucks, Øl & Vinbarer. Der er desuden sat Shuttle busser ind på strækningen mellem EVO 18 (Drive in Bio) og Allerød S-togs Station, således at gæsterne nemt kan komme frem og tilbage fra festivalen. Ambitionerne er store, og håbet er, at festivalen i de kommende år kan udvikle sig og tiltrække nogle af de store DJ’s fra Sverige & Holland.

Listen af kunstnere er endnu ikke færdiggjort, og der vil løbende blive tilføjet flere artister på programmet.

EVO 18 skal være kendt for, at gæsterne kan mærke, at der er gjort noget ekstra for at skabe de bedste forhold for dem i det smukke område mellem skov og sø. Dagen skal være fyldt med god musik og alle muligheder for at forsyne sig med mad, drikke og fede oplevelser. EVO 18 sætter en stopper for lange køer til uhumske toiletter.
Der vil også i samarbejde med Carlsberg blive gjort meget for, at gæsterne kan få deres kolde fadøl serveret hurtigt, så de kan nyde musikken og ikke bruge tiden på at stå i kø.

“Der er masser af gode musiktilbud i Danmark i dag, men der er absolut plads til flere. Vi agter at skabe en festival, hvor den elektroniske musik er i centrum. Hvor publikum kan mødes til en dag i musikkens og festens tegn, og hvor der ikke er gået på kompromis med noget. Det mest glædelige er, at vi kan mærke, at der er opbakning og støtte fra Allerød Kommune. Det er vi meget taknemmelige for,” slutter Frederik.

FAKTA

Hvad? 

EVO18

Hvor?

Drive In Bio, Nymøllevej 5, 3540 Lynge

Hvornår?

Den 4. august 2018, kl. 12.00 – 00.00

Hvordan?

Billetter kan købes her