Det danske stand-up publikum er forkælet med en massiv talentmasse, og hver gang komikernes foretrukne bookingbureau FBI afholder DM i stand-up, præsenteres danskerne for et nyt kuld af talentfulde komikere. FBI kan i dag løfte sløret for den 16. omgang af DM i stand-up. I år vil cirka 40 deltagere kæmpe om DM-titlen og den eftertragtede kontrakt med FBI. Værten ved årets DM i stand-up bliver komikeren Mahamad Habane kendt fra bl.a. programmet Ultra Snydt på DR Ultra. Mahamad skal styre både de fem indledende runder, Chancerunden, de to semifinaler og den store finale. Sidste års vinder, Phillip Devantier, optræder også ved alle runderne af DM i stand-up, der lægger ud på Odeon i Odense d. 5. september 2019.

I år er det 16. gang, FBI holder DM i stand-up – og listen over tidligere finalister og vindere afslører tydeligt, at en plads i finalen kan blive springbræt til en stor karriere. Jonathan Spang, Linda P, Ruben Søltoft og Simon Talbot er bare nogle få af de komikere, der for alvor slog igennem efter deres deltagelse ved DM i stand-up.

Ved dette års DM i stand-up kæmper 40 håbefulde komikere om at nå hele vejen til finalen på Bremen Teater i København. TV2 Zulu sender live fra finalen, der løber af stablen onsdag 20. november 2019. Vinderen af DM i stand-up 2019 får udover æren også en et års kontrakt med Danmarks største komiker-bookingbureau, FBI, ligesom han/hun skal optræde ved årets Comedy Aid. Sidst men ikke mindst indtager vinderen sin hæderfulde plads på FBIs wall of fame sammen med alle de tidligere vindere. Se listen her: HER

Årets vært

Årets vært er Mahamad Habane, der startede sin stand-up karriere i 2015 i Aarhus, ligesom han i 2017 opnåede en semifinaleplads ved DM i stand-up.

“Jeg har først og fremmest sagt ja til rollen som vært, fordi jeg finder stor ære i at være en del af DM i stand-up. Jeg er selv en kæmpe stand-up-nørd og jeg glæder mig ekstremt meget til at møde de mange forskellige deltagere, og hver deres stil på scenen. Det bliver både sjovt, lærerigt og interessant, da DM i mine øjne ikke kun er en konkurrence, hvor det handler om at vinde. DM er i ligeså høj grad en vej ind i stand-up miljøet, hvorfra du kan skabe din karriere som komiker via talent og flid,” siger Mahamad Habane, der selv nåede semifinalen forrige år.

Siden DM i Stand-up i 2017 har han slået sit navn fast på de danske scener, hvor han med stor sikkerhed bruger både sin somaliske baggrund og sin tykke aarhusianske accent til at lave afvæbnende comedy af høj klasse.

Ved alle shows har Mahamad ingen ringere end sidste års vinder af DM i Stand-up, Phillip Devantier, med rundt til at underholde, når stemmmerne bliver talt op. Phillip vandt alles hjerter i finalen i 2018, og han har virkelig formået at få noget ud af sin sejr. Phillip har et nyt sæt jokes klar, og han vil vise publikum, hvad der skal til for at blive dansk mester i stand-up.

“Jeg glæder mig helt vildt til at skulle med rundt i landet og optræde. Nu får jeg jo mulighed for at opleve DM på en lidt anden måde, da jeg ikke længere skal stå og være nervøs, når der tælles stemmer op, men derimod kan fokusere på at give publikum en sjov aften. Det bliver en mere afslappet Phillip, der går på scenen ved DM i 2019, men det ændrer ikke på, at jeg allerede er i gang med at skrive mit set. Den skal sidde lige i skabet, så publikum griner ligeså meget som i 2018. At skulle stå på scene med Mahamad bliver kanon, da vi i forvejen er gode kammerater. Og til den, der ender med at vinde, kan jeg kun sige: At vinde DM i stand-up og få kontrakt med FBI, åbnede nogle døre, jeg ellers ikke ville have været igennem, så overvejer man at melde sig, skal man bare komme i gang”, siger Phillip Devantier.

Her kan du opleve DM i stand-up

DM i stand-up kommer rundt i hele landet for at finde de største talenter. DM i stand-up indledes i Odense og herunder kan du se alle runderne:

Torsdag d. 5. september – Odeon i Odense

Torsdag d. 12. september – Musikhuset i Aarhus

Fredag d. 13. september – Skraaen i Aalborg

Torsdag d. 19. september – Værket i Randers

Fredag d. 20. september – Fermaten i Herning

Onsdag d. 2. oktober – Chance-runden – Odeon i Odense

Fredag d. 11. oktober – Semifinale i Musikhuset i Aarhus

Lørdag d. 12. oktober – Semifinale på Skraaen i Aalborg

Onsdag d. 20. november – Finalen på Bremen Teater i København

Sådan melder du dig til DM i stand-up

Hvis du drømmer om en karriere som komiker, er vejen åben til DM i stand-up. Du skal kunne sætte kryds ved følgende for at kunne deltage:

1. Du har skrevet originalt materiale

2. Du har optrådt ved “open mic” mindst fem gange indenfor det sidste halve år

3. Skrive en motiveret ansøgning

Årsagen til kravene er, at FBI ved denne 16. udgave af DM i Stand-up ønsker at sikre et endnu højere niveau allerede fra de indledende runder. Hvis du kan sætte kryds ved kravene, skal du fluks ansøge om deltagelse på www.fbi.dk– der er ansøgningsfrist 1. august 2019. Tilmeldingen åbner d. 3. maj kl. 12.00.

Konkurrencen

DM i stand-up afvikles gennem fem indledende runder. I hver runde går to komikere videre til semifinalerne, og det er publikum, der afgør, hvem der går videre. Hver deltager har maksimalt fem minutter på scenen. FBI ved af erfaring, at selv de største talenter kan have en offday, og derfor har FBI i år indført “Chancerunden”. I hver af de indledende runder udvælger FBI derfor én deltager, der får en ekstra chance for at sikre sig en plads i semifinalerne via Chancerunden.

Ved hver semifinale går to deltagere direkte videre til den store finale, ligesom FBI selv vælger én deltager og tildeler ham/hende et wildcard til finalen. Dermed ender finalen i et brag med fem deltagere på Bremen i København.

Finale på Bremen Teater i København

Finalen bliver i år dækket live på TV2 Zulu og TV2 Play 20. november 2019. Her skal de fem finalister kæmpe om titlen som vinder af DM i stand-up 2019. Vinderen findes af både publikum, tv-seerne og et udvalgt dommerpanel, der vil bestå af etablerede komikere og branchefolk. Vinderen får en kontrakt med FBI, en optræden ved årets Comedy Aid samt gæsteoptræden/co-host ved DM i stand-up 2020. Men det er ikke kun nummer 1, der vinder i finalen. Alle finalisterne vinder nemlig en optræden på Smukfest 2020 til det årlige stand-up show på “Kærligheden”.

Tidligere vindere og finale-steder

2018 – Phillip Devantier, Bremen Teater, København

2017 – Melvin Kakooza, Glassalen i Tivoli, København

2015 – Mikkel Rask, Bremen, København

2013 – Alex Thelander, Bremen, København

2010 – Ruben Søltoft, Store VEGA, København

2008 – Martin Høgsted, Magasinet, Odense

2006 – Elias Ehlers, Portalen, Greve

2004 – Mads Brynnum, Comedy Zoo, København

2003 – Henrik Bruhn, Comedy Zoo, København

2002 – Steen “Nalle” Nielsen, Comedy Zoo, København

2001 – Samuel Mejer, Comedy Zoo, København

2000 – Geo, Comedy Zoo, København

1999 – Jonathan Spang, Comedy Zoo, København

1994 – 1998 – DM i Stand-up ikke afholdt

1993 – Mads M. Nielsen, Undergrunden, Bolten’s Gaard, København

1992 – Lars Hjortshøj, Dins, København.

For yderligere oplysninger:

FBI Aps /FBI Productions Aps

Nina Federici

Production & Talent Manager

Tlf: +45 6037 0012

nf@fbi.dk

Xponering

Søren Hedman

Tlf: +45 4057 9715

sh@xponering.nu

Lennart Løfberg

Tlf. 22165010

ll@xponering.nu