Den danske livemusik har i de seneste år haft trange kår. Opmærksomheden er nærmest ikke-eksisterende, og mediernes fokus er oftest på talentshows i tv, hvor der fokuseres mere på underholdningsdelen end på selve musikken. Derfor har den erfarne kapelmester Jan Glæsel valgt at skabe “Rumors Corner” – et band og mødested for publikum, der ønsker professionel livemusik med fokus på kvalitet. Konceptet er blevet en så stor succes, at Rumors Corner nu udvider med endnu en lokation.

Jan Glæsel dannede i 2015 det 11 mand store orkester Rumors Corner, der med intense, månedlige temakoncerter spiller efter konceptet “Stort orkester – eksklusivt publikum”. Og succesen er massiv. Rumors Corner har fra dag ét spillet for fulde huse til de månedlige live-arrangementer på spillestedet Sigurdsgade på Nørrebro i København. Rumors Corner har nu vokset sig så stor, at de udvider koncerterne med en ny og mere eksklusiv lokation. Torsdag den 31. maj afholder de derfor deres første koncert i Lunden på Travbanen i Charlottenlund. Herefter vil de skiftevis spille hver 14. dag i Sigurdsgade og på Travbanen. Følg evt. med på: www.rumorscorner.dk.

Rumors Corner har fokus på den gode musik fra de udødelige 80 & 90’eres. Repertoiret dækker Funk, Disco og Soul, Pop & Rock, men med afstikkere flere årtier i hver retning. Alt spillet og sunget af nogle af de bedste live-musikere i Danmark. De faste solister er Bobo Moreno, Gry Trampedach og Trille Palsgaard. De får løbende selskab af gæstesolister som eksempelvis Brian Rice, Anders Blichfeldt, Henrik Launbjerg, Martin Preisler, Jakob Sveistrup, Kaya Brüel, Marie Carmen Koppel og mange andre.

Hver koncert har sit eget musikalske tema for at sikre en konstant variation i musikken og stille enhver musiksmag tilfreds. Temaerne dækker alt lige fra “80’er Funk & EuroDisco” til “MovieNight – De største filmhits”. Det primære formål er hver gang at dele ud af bandets store musikglæde ved ikke blot at spille musikken, men også at fortælle historien bag både musik og kunstnerne. Altsammen for at skabe en storslået, intens og nærværende musikoplevelse for publikum.

Kedelige trends for live-musikken

Med sine mange år i musikbranchen som bl.a. kapelmester, musikarrangør og komponist, taler Jan Glæsel af erfaring, når han siger, at der er kedelige trends i livemusikkens vilkår og at publikum er ved at være trætte af amatørkunstnere fra diverse talentshows, der tager al opmærksomhed.

“Vi er blevet tæppebombet med diverse talentshows igennem de sidste 10 år, og langt de fleste er trætte af at høre ‘amatører’ på tv, der alligevel kun får en kort karriere bagefter. Tv-seerne nåede vel et mætningspunkt for tre-fem år siden, men der bliver alligevel stadig produceret de samme talentshows. Det er ikke for at lange ud efter de optrædende, men publikum vil have den ægte vare. Og det er én af årsagerne til, at Rumors Corner er blevet en så stor succes på kort tid. En anden årsag er, at livemusik med dygtige musikere og sangere er og bliver fantastisk,” siger Jan Glæsel.

“Etablerede kunstnere skeler også mere til økonomi end, hvad de egentlig har lyst til, når de spiller de såkaldte “intimkoncerter”, fremfor at spille med det store band og den store lyd, som deres musik jo fortjener, og som den lyder i radioen. Det gøres ofte under påskud af, at publikum får “en speciel oplevelse”, hvor de kommer tæt på. Det kan absolut være en oplevelse, men sjældent så fantastisk som når det store band ruller sig ud,” siger Jan Glæsel.

Hos Rumors Corner er der aldrig færre end 11 musikere på scenen – nogle gange flere. Rumors Corners egne koncerter afholdes på hverdage, da alle musikere og sangere i orkesteret er travle i weekenderne. Derfor er det muligt at give publikum en intens, musikalsk oplevelse til hverdagspris. Det er et bevidst valg, der sikrer samme musikalske oplevelse for publikum hver gang, og så for at skabe den storslåede fornemmelse, det giver publikum, når de hører den musik, de er vokset op med, og den lyder som de husker den. Det leverer Jan Glæsel & Rumors Corner hver gang.

Læs meget mere om Rumors Corner på www.rumorscorner.dk