Den 13. februar 2016 bliver uden tvivl en dag Kim Bramstrup Nielsen aldrig glemmer. Her træder Kim, der har OCD, nemlig ind på Melodi Grand Prix scenen i Forum i Horsens – side om side med den dansk-italienske hitduo Muri & Mario, som han er gode venner med til dagligt. Sammen skal de synge sig ind i danskernes hjerter med sangen “To Stjerner”.

For Kim er der en helt særlig grund til hans medvirken:

“Min OCD skal ikke hindre mig i at gøre de ting, jeg brænder for. MGP-scenen er Danmarks største og jeg håber, at min optræden kan være med til at få flere psykisk og fysisk handikappede op af stolen. Samtidig handler det i høj grad også om, at jeg gerne vil give noget til andre. I dette tilfælde vil jeg gerne hjælpe mine gode venner Muri og Mario og samtidig sprede kærlighed til publikum i Horsens og til alle seerne hjemme i stuerne, fortæller 46-årige Kim og fortsætter:

“Titlen på nummeret “To Stjerner” står for mig som den søgen efter kærlighed, som jeg kan mærke eksisterer, men som samtidig føles så fjern. For mig er stjernerne tæt på men samtidigt uopnåelige”, fortæller Kim.

Nogle husker måske Kim fra DR3’s alternative datingprogram “De Uperfekte”. En reportage-serie om kærlighed og dating – dog med det lille twist, at hovedpersonerne er ”uperfekte” psykisk eller fysisk i forhold til samfundets normalbillede. At have OCD betyder i Kims tilfælde, at han er overordentlig ansvarlig og stiller enormt høje krav til sig selv. Det munder ud i perfektionisme og “katastrofe” tanker.

Kim er uddannet socialrådgiver fra Den Sociale Højskole i Odense. Han har også tidligere læst økonomi på Københavns Universitet, og han har en idrætslederuddannelse, som han bl.a. har brugt til at undervise i USA. Kim holder meget af at rejse og er medlem af foreningen DBK (De berejstes klub), hvor man skal rejse til det samme antal lande, som man er gammel.

Her kan du se en video, hvor Kim allerede i ’14 fik overtalt Muri til at stille op i DMGP 16′:

Klik her!

Hør Muri & Mario’s bidrag “To Stjerner” via bl.a. Youtube og Spotify.

For mere information og kommentarer:

PR-agent Lennart Løfberg, tlf. 22165010, ll@xponering.nu, www.xponering.nu