Siden 2015 har Splay One (tidl. Splay) holdt den årlige Guldtuben i Danmark med massiv succes. Hvert år har Guldtuben samlet landets bedste indholds- og videoskabere på de sociale medier og ladet brugere og seere stemme på årets bedste af slagsen. Splay One kan nu løfte sløret for, at det store awardshow vender tilbage i 2020 efter en pause her i 2019.
Guldtuben startede i Danmark som et lille awardshow på Bremen i København i 2015. Siden har awardshowet udviklet sig til et kæmpe liveshow på tv og med massivt mange visninger på Splay Ones sociale medier. Sidste år var over 12.000 fans samlet i Royal Arena i København, mens showet blev vist live på TV2 Zulu. Splay One har valgt, at det store awardshow efter fire succesrige år nu skal nytænkes og derfor holder pause i 2019 for at vende stærkt tilbage i 2020.
“Efter fire succesrige år med Guldtuben er det tid til at forny det populære show. Vi vil ikke bare gøre “som sidste år”, og samtidig er vi blevet fusioneret med produktionsselskabet Nice One til Splay One. De ændringer i vores ledelse og strategi har gjort, at vi har besluttet, at hele showet skal gentænkes. Hele influent-markedet, de sociale medier og markedet for branded content udvikler sig meget hastigt, og det skal Guldtuben derfor også afspejle. Vi glæder os derfor nu til, at vi i 2020 kommer tilbage med et nyt Guldtuben,” siger Jacob Gallaus, der 1. august i år blev ansat som country manager i Splay One Danmark.
“Vi ved godt, at Guldtuben har en fantastisk fanskare, der nu bliver en smule skuffet. Men til dem kan vi kun love, at de i 2020 får et show med rig mulighed for at hylde de bedste indholds-skabere på sociale medier. Vi kan ikke løfte sløret for, hvordan Guldtuben i 2020 skal skrues sammen. I dag arbejder vi i Splay One meget med hele indholdsdelen, influenters ansvar, form og indhold sammen med landets influenter, produktionsfolk og tekstforfattere. Og de kompetencer vil også blive sat sammen for at udvikle og skabe et Guldtuben 2020, der kommer til at give genlyd i branchen,” siger Jacob Gallaus.
For yderligere information:
Splay One Danmark
Jacob Gallaus, country manager
Danmark
Tlf: 26 27 01 88
Xponering
Søren Hedman
Tlf. 40 57 97 15
Seneste kommentarer