Danmarks næste store stand-up-talent skal nu findes! Og du kan glæde dig til forrygende sjove aftener, hvor du er med til at bestemme, hvem vi skal grine af i fremtiden, når DM i stand-up afvikles de næste måneder med en stor finale 7. november 2018 på Bremen Teater i København.

Listen over danske komikere, der har deltaget i DM i stand-up, er imponerende. For det er vitterlig en konkurrence, der tiltrækker landets sjoveste, up-comming komikere, og hvor afgørelsen er nådesløs fra publikum. Det er nemlig publikum, der har den afgørende stemme, når årets finalister skal findes. I år har 56 deltagere meldt sig til konkurrencen, der afvikles for 15. gang siden 1992.

Konkurrencen afvikles gennem seks indledende runder, hvor 8-10 komikere hver gang live konkurrerer om publikums gunst og en plads i en af de to semifinaler. Kravet er enkelt – levér dit bedste og sjoveste sæt på fem minutter og få flest stemmer fra publikum. De indledende runder afvikles i flere byer rundt om i landet, før semifinalerne i henholdsvis Greve og Ballerup og den helt store finale på Bremen Teater i København den 7. november. Ved hver, indledende runde går to komikere videre. Og så er der naturligvis overraskelser i hver runde til publikum i form af gæsteoptrædener.

Aftenens vært i alle runder er den 26-årige komiker Mikkel Klint Thorius, der debuterede som 17-årig. Han har deltaget i mange ting, blandt andet Nørgaards Netflix og Testkaninerne. Sidste år vandt han “Comedy Fight Club 2017” på TV2 Zulu, og han udgav også sit one-man show “Hvid skyld” på Netflix. Mikkel deltog selv i DM i stand-up i 2013, og  værtens opgave bliver i Mikkels øjne at sørge for at guide publikum og ikke mindst deltagerne igennem aftenen, så nerverne kan holdes under kontrol.

“Da jeg selv deltog i 2013, var det med en kampform på 65 kilo og stor usikkerhed. Jeg nåede til min egen store overraskelse hele vejen til finalen, hvor nerver gjorde, at mit show var helt forfærdeligt. Så jeg ved med stor sikkerhed, hvor vigtigt det er at skabe et roligt rum for de unge talenter. Jeg kan sagtens huske at stå der, på første trappetrin mod en karriere som komiker. Jeg glæder mig til igen at mærke den nerve og spænding, der er både på scenen og bag kulisserne,” siger Mikkel Klint Thorius.

Vinderen af DM i stand-up 2018 får en ét års kontrakt med Danmarks største komiker-bookingbureau, FBI – og dermed starten på en professionel stand-up-karriere. Og at DM i stand-up kan kickstare en karriere, kan man se ud fra listen over populære komikere, der siden 1992 har deltaget i konkurrencen. Her dukker navne som Jonatan Spang, Linda P., Anders Mattesen, Ruben Søltoft og Simon Talbot m.fl. op.

TV2 Zulu dækker DM i stand-up fra og med årets semifinaler. De indledende runder af DM i stand-up kan opleves live i hele landet:

København: Hotel Cecil d. 4. september.

Fredericia: Tøjhuset d. 12. september.

Odense: Kulturmaskinen d. 14. september.

Esbjerg: Musikhuset d. 15. september.

Aalborg/Nordkraft: Skråen d. 20. september.

Aarhus: Musikhuset d. 22. september.

De to semifinaler afholdes d. 26. september på Portalen i Greve og d. 6. oktober på Baltoppen i Ballerup. Finalen holdes d. 7. november på Bremen Teater i København. TV2 Zulu sender finalen den 11. november.

Biletter til både de indledende runder, semifinalerne og finalen kan købes lige her: BILLETTER

Tidligere vindere og finalesteder:

2017 – Melvin Kakooza, Glassalen i Tivoli, København

2015 – Mikkel Rask, Bremen, København

2013 – Alex Thelander, Bremen, København

2010 – Ruben Søltoft, Store Vega, København

2008 – Martin Høgsted, Magasinet, Odense.

2006 – Elias Ehlers, Portalen, Greve

2004 – Mads Brynnum, Comedy ZOO, København

2003 – Henrik Bruhn, Comedy ZOO, København

2002 – Steen “Nalle” Nielsen, Comedy ZOO, København

2001 – Samuel Meijer, Comedy ZOO, København

2000 – Geo, Comedy ZOO, København

1999 – Jonatan Spang, Comedy ZOO, København

1994-1998 – DM i Stand-Up ikke afholdt

1993 – Mads M. Nielsen, Undergrunden, Bolten’s Gaard, København

1992 – Lars Hjortshøj – Din’s, København.

For yderligere information:

Nina Federici

FBI Aps /FBI Productions Aps

Dir.: +45 6037 0012

Søren Hedman

Xponering

Dir.: +45 4057 9715