Efter to års pause og to udsættelser grundet Covid-19 glæder Gadens Børn sig mere end nogensinde til at gennemføre deres årlige velgørenhedsgalla til fordel for nogle af de allermest udsatte mennesker i verden – nemlig gadebørn i Kolkata, Indien. Gallaen afholdes under værtskab af Gadens Børns ambassadører, Ole Henriksen og Tina Hjortshøj Bilsbo, lørdag d. 18. september 2021 på Clarion Hotel Copenhagen Airport, der gavmildt donerer deres flotte og splinternye selskabslokale, The Hanger, til en aften i næstekærlighedens navn.

En 4-retters gallamenu tilberedt af prisbelønnede stjernekokke vil blive serveret for aftenens 300 gæster, der kan se frem til intimkoncert med Aura Dione og Bryan Rice, rørende toner fra Fredensborg Slotskirkes Pigekor og et godt grin med Andreas Bo. Aura, Bryan Rice og Andreas Bo støtter desuden op om Gadens Børns arbejde som gæster til gallaen, hvor de gøres selskab af Irina og Morten Olsen, Sarah Grünewald, Søren Le Schmidt, Rikke Hertz, Jan og Miriam Glæsel og mange flere.

Gallaens gæster vil desuden få mulighed for at få fingrene i eksklusive gaver gennem deltagelse i aftenens lotteri og auktioner med uforglemmelige oplevelser, gastronomiske eventyr, enestående kunst, unikke forløb og skræddersyede rejser, der ikke kan købes nogen andre steder end på lige præcis denne aften. På højkant er bl.a. en rejse til LA med Ole Henriksen som tourguide til alle hans favoritsteder i Hollywood, eksklusiv spirituel the-ceremoni med Rikke Hertz for op til 100 personer og live gospelkor, samt en rejse for to personer til Gadens Børns projekter i Kolkata, Indien.

Til gallaen samler Gadens Børn ind til sine 12 projekter for de lige nu ekstra hårdt ramte gadebørn i Kolkata grundet Covid-19’s hærgen i Indien. Mens restriktionerne er ophævet i Danmark, og vi igen kan forsamles uden forbehold, er Covid-19 langt fra et overstået kapitel i Indien. Intet land i verden har været så hårdt ramt som Indien, der trods et officielt dødstal på 442.907 (pr. 12/09), antages at have mistet mere end 1,1 mio. borgere til virussen.

“Selvom mediernes blik ikke længere er rettet mod Indien, er Covid-19-krisen ikke et overstået kapitel i Indien. Vores projekter er fortsat påvirket af nedlukninger, og børnene og deres familier på gaden og i slummen har fortsat brug for nødhjælp i form af madrationer og sundhedshjælp,” forklarer Pia Lindell Qwist, Stifter & Generalsekretær i Gadens Børn.

Takket være et utal af frivillige ildsjæle og et ivrigt støttende erhvervsliv, der trods et hårdt 1,5 år har valgt at fortsætte eller begynde deres støtte til Gadens Børn, kan Gadens Børn sende hver en krone, der indsamles til gallaen, ned til gadebørnene i Indien. Alt til aftenen er nemlig doneret, hvorfor Gadens Børn ingen udgifter har i forbindelse med deres aften for børnene.

Ved Gadens Børns Velgørenhedsgalla 2019 indsamlede organisationen 1.722.000 kr. til børnene med hjælp fra 276 gæster, 166 sponsorer og 95 frivillige.

Læs mere om Gadens Børn på https://www.gadensboern.org

Tid og sted:

Clarion Hotel Copenhagen Airport, The Hanger

Lørdag den 18. september kl. 17.00

Ønsker du som presse at dække begivenheden så kontakt venligt vores PR-bureau Xponering på info@xponering.nu eller tlf. 70270110.

For yderligere oplysninger:

Anna Louise Dølpher

Operations Manager

+ 45 3110 4369

info@gadensboern.org

Pia Lindell Qwist

Founder / Generalsekretær

+ 45 4050 5509

Plq@gadensboern.org