DMA tager et skridt ind i fremtiden. De priser som uddeles til DMA udstedes nemlig også som NFT’er til de vindende artister. Dermed er Danmark angiveligt det første land i verden, hvor store nationale musikpriser uddeles som digitale trofæer.

DMA afholdes torsdag d. 3. november i hjertet af København. Som altid modtager vinderne et unikt eksemplar af kunstneren Jens Birkemoses smukke bronzestatuette af den lille fugl. I år modtager vinderne samtidig en særlig NFT som et digitalt bevis på branchens anerkendelse. Dermed er Danmark angiveligt det første land i verden, hvor priserne til artister også tildeles som NFT’er.

NFT står for Non-Fungible Token. Den er et digitalt certifikat, som altid kan spores men ikke kan kopieres. På den måde er den et unikum i den digitale verden præcis lige som statuetten eller et originalt maleri er det i den fysiske verden. Teknologien bag muliggør samtidig, at NFT’en kan handles, og at de personer NFT’en oprindeligt er udstedt til, automatisk kan modtage betaling, hvis NFT’en gennem årene bliver solgt videre.

Lasse Lindholm er leder af DMA-Akademiet og en af de ansvarlige bag DMA. Han ser udstedelsen af NFT’er til DMA som et logisk skridt i udviklingen af en større prisfest:

“Vi lever i stigende grad vores liv på digitale platforme. Det gælder også for danske artister og deres musik. Derfor giver det også god mening, at du som DMA-vindende artist har mulighed for at vise din pris frem andre steder end på kaminhylden”.

Et fremsynet træk

Therkel Sand Therkelsen er ejer af konsulentvirksomheden Realitet og en af landets førende eksperter inden for metavers og NFT’er. Han ser DMA’s nye træk med NFT’er til prisfestens vindere som en fremsynet idé:

“De største teknologivirksomheder i verden investerer i disse år enorme summer i at revolutionere internettet, så det bliver mere rummeligt. Internettet bliver noget man kan bevæge sig rundt i. Ikke kun noget man bevæger sig rundt på, som det oftest er tilfældet i dag. Derfor er det godt set af folkene bag DMA, at priserne fra denne prestigefyldte begivenhed er sikret et digitalt liv fremover”.

Organisationen bag DMA producerer kun én statuette per kategori hvert år. Også selvom vinderen er en gruppe. Der bliver dog ikke kamp om, hvem i gruppen, der skal have NFT’en med hjem. Når NFT’erne udstedes tildeler DMA nemlig en NFT til hver solist eller hver artist i en duo eller en gruppe.

NFT’erne til årets DMA bliver lavet i samarbejde med techvirksomheden Backstage og bureauet Uncle Grey Design. Bag Danish Music Awards 2022 står musikselskabernes brancheorganisation IFPI i samarbejde med JBL og Samsung. Følg DMA 2022 på www.dma22.dk og via instagram på dma_dk

Information om Danish Music Awards 2022

DMA 2022

  • Danish Music Awards (DMA) er musikbranchens ældste og mest prestigefyldte prisuddeling, som musikselskabernes brancheorganisation IFPI Danmark i 2022 står bag i samarbejde med JBL og Samsung.
  • I 2022 afholdes DMA, der omfatter pop/rock og beslægtede genrer, den 3. november i Moltkes Palæ i København. Det sker ved en eksklusiv prisfest for de nominerede artister og branchen. Prisuddelingen bliver ikke transmitteret i år, men der vil være rig mulighed for at følge aftenens forløb på sociale medier.
  • Danish Music Awards har været afholdt siden 1989. De første to år hed den IFPI-prisen. Herefter hed den fra 1991 til 2000 Dansk Grammy. Siden 2001 har prisfesten heddet Danish Music Awards.

Kategorier

  • Ved DMA 2022 udgives der i alt 12 priser, hvor 10 af priserne fokuserer på dansk musik. Der uddeles priser i følgende kategorier: Årets Danske Album, Årets Danske Gruppe, Årets Danske Solist, Årets Danske Radiohit, Årets Danske Streaminghit, Årets Nye Danske Navn, Årets Danske Sangskriver, Årets Danske Producer, Årets Danske Livenavn, Årets Nye Danske Livenavn, Årets Internationale Album og Årets Internationale Hit. Herudover uddeles den prestigefulde Danish Music Awards’ Ærespris til en eller flere danske artister, som har sat et umiskendeligt aftryk på dansk musik.
  • Udgivelsesperioden ved DMA 2022 strækker sig for de fleste priskategorier over en periode fra fredag d. 17. september 2021 til og med torsdag d. 1. september 2022.
  • Udgivelsesperioden for ‘Årets Danske Streaminghit’ og ‘Årets Danske Radiohit’ løber fra fredag d. 8. oktober 2021 til torsdag d. 22. september 2022. Særligt for disse to kategorier er det, at nominerede og vindere afgøres af hitlisteplaceringer for den samlede periode.
  • Det er et særligt DMA-Akademi, bestående af to mænd og fire kvinder fra musikbranchen, som udpeger størstedelen af de nominerede og vinderne. Akademiet mødes løbende for at diskutere tendenser i dansk musik. Beslutningerne om, hvem der skal nomineres afgøres på såkaldte valgdage, hvor akademimødet først ophæves, når der er opnået enighed i Akademiet. Akademiets medlemmer offentliggøres på aftenen for DMA.
  • IFPI Danmark ser mangfoldighed som en styrke. Både i forhold til genrer, køn, alder og etnicitet. Medlemmer til Akademiet udpeges derfor ud fra deres evne til at kunne anskue musikbranchen fra et helhedsperspektiv præget af diversitet.
  • Regelsættet for Danish Music Awards 2022 er udarbejdet af IFPI Danmarks sekretariat og sanktioneret af IFPI Danmarks bestyrelse. Læs mere i det samlede regelsæt for DMA 2022, som kan downloades her.

Tilgængelighed

De nominerede til Danish Music Awards 2022 offentliggøres løbende på @dma_dk på Instagram og på www.dma22.dkfrem mod den store aften i starten af november.

For yderligere oplysninger:

Presseforespørgsler til DMA 2022:

Xponering

Lennart Løfberg, tlf. 22 16 50 10

ll@xponering.nu

Søren Hedman, tlf. 40 57 97 15

sh@xponering.nu

Spørgsmål om Danish Music Awards:

IFPI

Formand for DMA-Akademiet og kommunikationsdirektør i IFPI Danmark, Lasse Lindholm,

Tlf. 26 23 38 33

lal@ifpi.dk