Danmarks eneste fuldblods-rockradio, myROCK, opruster nu for alvor. Lytterskaren er steget støt, og det resulterer nu i en oprustning på værtsfronten. Og det er noget af et scoop, den kun tre år gamle radiostation kan præsentere. D-A-D-frontmand Jesper Binzer har nemlig sagt ja til at blive fuldblodsradiovært på stationen. Han har premiere søndag den 6. november på sit nye radioprogram, der passende får titlen: “myROCK myWAY”.

Det bliver langhåret på den gode, headbangende måde, når Danmarks helt store rock-ikon Jesper Binzer for første gang sætter strøm til pulten og sætter sig som vært bag mikrofonen i det nye program “myROCK myWAY”. Det sker søndag den 6. november kl. 14.00, hvor Jesper tager hul på to timers ren rockmusik efter eget valg, rocksnak og anekdoter. Med en opvækst i rockens helt store årti 70’erne og en karriere som forsanger i rockbandet D-A-D siden 1982, er Jesper i den grad på hjemmebane, når det kommer til rock og rockmusikkens historie.

“Jeg glæder mig meget til at dele min passion for rock med lytterne. Jeg vil spille de numre og kunstnere, der betyder noget mig selv. Sange, der har givet mig inspiration, eller som er knyttet til et godt minde. Det kan godt gå hen og blive lidt nørdet, når jeg først lukker op, så lytterne skal spidse ører,” fortæller Jesper og fortsætter:

“Det er mit håb, at den unge generation også vil stille ind og lytte med, når der for alvor kommer rock i æteren. Jeg elsker naturligvis selv rockmusik, og som vært kan jeg dele ud af min erfaring og måske give lidt af den ild videre til dem. Og det bliver derfor suverænt min spilleliste i hvert program!”, siger Jesper, der allerede nu afslører, at åbningsnummeret i det første program bliver Marylin Mansons “Deep six”.

Lytterne kan hver søndag glæde sig til to timer fyldt med masser af sprød rock. Musikken er 100% udvalgt af Jesper, og den bliver undervejs krydret med anekdoter fra rockens verden. Et fast indslag i programmet bliver “Binzers Rockskole”, hvor Jesper guider lytterne igennem rockens farverige historie.

“Rocken lever i bedste velgående i Danmark. Og i særdeleshed på myROCK. Alene de sidste fire uger har vi med 273.000 ugentlige lyttere været over dobbelt så store som myROCKs nærmeste konkurrent, P6 Beat. Væksten investerer vi nu i kanalen med ansættelsen af Jesper, der dermed bliver myROCKs første radiovært”, fortæller vicedirektør Tobias Nielsen fra Bauer Media.

Om “myRock myWay”

“myROCK myWAY” bliver sendt hver søndag kl. 14-16 fra 6. november. Programmet kan genhøres den efterfølgende lørdag kl. 12 eller på Radioplay, der er Bauer Medias digitale platform. myROCK kan høres på FM, DAB og RadioPlay (web og app).

Om Jesper Binzer

Jesper Binzer er forsanger og guitarist i et af Danmarks største rockbands, D-A-D, og har været det siden 1982. Han har tidligere lavet radio som gæstevært, men det er første gang, at han nu springer ud som radiovært for sit eget program på myROCK.
Fun facts:

  • Jesper har ikke været til frisør siden de tidligere ungdomsår. Nu er det allernådigst hans bedre halvdel – der med livet i hænderne – får lov til at trimme spidserne hvert 3. år.
  • Når Jesper Binzer en sjælden gang DJ’er, kalder han sig DJ Langhår
  • Jesper har en svaghed for Rihanna, men er helt okay med det
  • Jespers yndlings rocknummer for tiden er “Fire Woman” med The Cult

Om myROCK

myROCK er Danmarks eneste rockkanal på FM. Den blev lanceret den 2. april 2013. myRock er rock…fra ende til anden. Her får du klassikerne, du kender – og de nye sange, der med tiden bliver klassikere. myRock er rock – og intet andet. Kanalen er en del af Bauer Media, der i Danmark også står bag radiostationerne NOVA, The Voice, Radio 100, Pop FM og Radio Soft.

For yderligere kommentarer fra Bauer Media kontakt venligst:

Bauer Media

Tobias Nielsen, Vicedirektør, tlf. 21216417, tobias@bauermedia.dk

For interviewforespørgsler til Jesper kontakt venligst: 
Xponering

Lennart Løfberg, tlf. 22165010, ll@xponering.nu

Søren Hedman, tlf. 40579715, sh@xponering.nu