Fem spillere i tæt duel!

Dustin Johnson, Patrick Reed, Adam Scott, Jason Day og Paul Casey er de fem spillere, der pt. er tættest på at vinde den samlede FedEx Cup. Men det er altså et felt af verdens bedste golfspillere, der fra på torsdag til søndag spiller Tour Championship – og intet er afgjort før sidste slag. FedEx Cup er med andre ord nået frem til de sidste 30 spillere, der skal kæmpe om den gigantiske 1. præmie på 10 millioner dollars.

C More Golf tager hul på dækningen på torsdag, hvor Tour Championship by Coca Cola, og det sidste opgør om årets største præmiecheck, starter. C More Golf sender live fra på torsdag kl. 16.00. Hele 10 millioner dollars får den samlede vinder af FedEx Cup – og pengene skal have fundet sin ejer søndag aften. Selv for verdens bedste spillere, der er vant til høje pengepræmier, er dette en absurd høj præmiesum. Fem spillere går ind til finalen med de bedste muligheder – og kan alle selv afgøre det, uden at være afhængig af andre resultater i turneringen. Kort sagt – sejr i Tour Championship = sejr i FedEx cuppen. Disse fem er Dustin Johnson, Patrick Reed, Adam Scott, Jason Day og Paul Casey.

Både Rory Mcilroy og Jordan Spieth befinder sig lidt overraskende uden for den vigtige top 5 – men dog på 6.- og 7. Pladsen. Og de har chancen, hvis de fem forreste ikke leverer. Men hvis man bladrer lidt i FedEx-slutspils-historien, er vinderen af Tour Championship meget ofte endt med at stå som vinder af hele FedEx Cuppen. Faktisk har det været tilfældet de sidste seks år i træk – på søndag ved vi, om det bliver for syvende gang.

Det er golfklubben East Lake Golf Club i Atlanta, der traditionen tro er vært for den afsluttende og afgørende turnering. I alle de år, FedEx Cuppen er blevet spillet, er afgørelsen faldet på netop East Lake, og i år er ovenikøbet jubilæum for FedEx Cuppen med 10. år.

Hvem vinder Tour Championship?

Dustin Johnson

En svær mand at komme udenom. Han fik en usvigelig sikker sejr i Chicago i sidste uge. Og han er effektiv. I over 60 procent af de turneringer, han har spillet, er han sluttet i Top 10. Og tre gange er han sluttet med en sejr. Han fører pt. den samlede FedEx Cup og ser uhyggelig stærk ud, inden det hele skal afgøres. Dustin rykker tættere på Jason Day på verdensranglisten, og fortsætter han med at præstere som han gør nu, varer det ikke længe, inden han for første gang i karrieren kan kalde sig verdens bedste golfspiller.

Rory Mcilroy

Efter sejren i Deutsche Bank var der lidt mere stille fra Rory i BMW. En anonym placering som nummer 42 sendte ham ned på sjettepladsen på den samlede liste, og han kan dermed ikke længere helt selv afgøre det. Når det er sagt, så vil en sejr i denne uge med meget stor sandsynlighed give ham den samlede sejr. I Deutsche Bank viste han endelig gode takter med putteren. Sidste uge blev ikke helt ligeså mindeværdig. Men som det er set ofte før, så koster det kræfter at vinde. Specielt når man vinder mandag, og skal starte igen torsdag. Så mon ikke en uges pause har gjort Mcilroy godt, og at han igen er klar til at præstere i verdensklasse. FedEx Cuppen er stadig det, der kan sætte et positivt punktum for en sæson, hvor han helt sikkert ikke har indfriet sine egne mål.

Jimmy Walker

Ser ud til at have fundet melodien igen efter sin flotte Major-sejr sidst i juli. Han har over de senere år holdt et imponerende niveau, og er på meget kort tid gået fra en såkaldt journey-man til en spiller man bør regne blandt favoritterne. Han havde efter sejren i US PGA lidt problemer med at finde spillet. Det må dog betegnes som en naturlig reaktion, når det, man har stilet efter og drømt om, endelig går i opfyldelse. En naturlig følge af så stor en sejr er, at der skal bruges mange flere kræfter og tid på håndtering af presse, fans, sponsorer og så videre i perioden lige efter. Walkers seneste to turneringer har resulteret i en 3. og en 13. plads, og formkurven er igen opadgående, så Jimmy Walker kunne sagtens være et godt bud på at snyde resten af verdenseliten i denne uge.

Det bliver en vanvittigt spændende uge. Hvem vinder Tour Championship? Hvem tager de 10 millioner dollars? Hvem bliver sidste mand på det amerikanske Ryder Cup hold, og skal disse spillere til at vænne sig til at fokusere på andenpladsen, nu hvor Tigers comeback er lige om hjørnet? En del af de spørgsmål får vi svar på fra torsdag til søndag, og så må vi vente med det sidste til midt i oktober, når der tages hul på en ny fantastisk sæson med både Tiger og Kjeldsen på PGA Tour.

C More Golf går på live fra kl. 16.00 torsdag eftermiddag, og dækker Tour Championship massivt hele ugen med Jesper Knudsen og Jeppe Huldahl klar til at guide seerne igennem alle fire dage.

Med venlig hilsen

Jeppe Huldahl, Golfekspert, C More Golf.

Sendetiderne for The Tour Championsship på C More Golf er:

Torsdag kl. 16.00. Featured Groups – LIVE.

Torsdag kl. 19.00: LIVE-dækning fra hele banen

Fredag kl. 16.30: Featured Groups – LIVE

Fredag kl. 19.00: LIVE-dækning fra hele banen.

Lørdag kl. 15.00: Featured Groups – LIVE

Lørdag kl. 16.00: LIVE-dækning fra hele banen

Søndag kl. 17.30. Featured Groups – LIVE.

Søndag kl. 18.00: LIVE-dækning fra hele banen.

 

For yderligere information

Jeppe Huldahl, tlf. 22446153, jeppe.huldahl@cmore.dk

Søren Hedman, tlf. 40579715, sh@xponering.nu

Lennart Løfberg, tlf. 22165010, ll@xponering.nu

C Mores pressesite