Til januar åbner Brøchner Hotels det første hotel i Carlsberg Byen og i samarbejde med den italienske restauratør bag La Rocca, åbner boutiquehotelkæden også bykvarterets første restaurant på taget af de ikoniske bygninger.

I starten af det nye år slår Brøchner Hotels dørene op til Hotel Ottilia i de historiske og smukke industribygninger Lagerkælder 3 og Maltmagasinet i Carlsberg Byen. På boutiquehotellets tagterrasse vil hotelgæster og naboer blive mødt af en ny restaurant og bar med spektakulær 360 graders udsigt over hele København.

Den nye restaurant med plads til op til 300 gæster inde og ude, skal bestyres og drives af restauratørparret Jonna og Jerry Kadriev. De har med succes de sidste 18 år blandt andet drevet den italienske restaurant La Rocca, kendt for deres autentiske italienske retter, som også kommer til at præge menukortet på La Terrazza di Ottilia, hvilket bliver den nye restaurants navn.

”Jeg er meget glad for samarbejdet med Jonna og Jerry fra La Rocca, som virkelig formår at lave ægte italiensk mad. Jeg har arbejdet som kok i Italien, og for mig er det essentielt, at Hotel Ottilia kan levere en god restaurantoplevelse for både hotellets gæster og i ligeså høj grad også for hotellets naboer”, udtaler Lene Larsen, General Manager på Hotel Ottilia. Lene Larsen har været ansat hos Brøchner Hotels i 13 år og skal som General Manager nu åbne den københavnske boutique hotelkædes største hotel.

Partnerskabet med restauratørparret er en del af boutiquehotelkædens mål om at udvikle København med lokale kræfter, som både gæster fra ind- og udland såvel som naboer i området kan nyde godt af.

”Jeg har store forventninger til Carlsberg Byen, som i mine øjne er et af de mest unikke områder i København lige nu. Jeg glæder mig til at skabe det første hotel og den første restaurant i bykvarteret sammen med Jerry og Jonna fra La Rocca og bidrage til udviklingen af et selvstændigt bykvarter med restauranter, caféer og kultur for både hotellets naboer og gæster,” siger Lene Larsen.

Restauratør Jerry Kadriev ser meget frem til det nye samarbejde og fortæller om konceptet for den kommende restaurant:

”Vi glæder os til at byde hotellets gæster og vores nye naboer på en ægte italiensk oplevelse. Det bliver italiensk, når det er bedst. Vi laver mad fra bunden, så både brød, pasta og mozzarella er naturligvis hjemmelavet. Vi kommer også til at eksperimentere med at dyrke vores egen humle på tagterrassen, som vi vil lave om til mel, som vi kan lave pasta af. Alt bliver tilberedt i det åbne køkken foran gæsterne. Desuden vil vi udvikle nye cocktails med italiensk spiritus som omdrejningspunkt”, fortæller Jerry og fortsætter:

”Vi vil gerne bidrage til et godt lokalmiljø med aktivitet og hygge, og det er derfor vigtigt for os at servere spændende mad til fair priser, som henvender sig bredt. Der skal være mulighed for at sidde hele aftenen og nyde middagen og udsigten, men også komme hurtigt forbi og endda tage sin pizza med hjem. Sidst men ikke mindst håber vi på, at stedet kan blive et attraktivt sted at holde events både for virksomheder og private,” slutter Jerry Kadriev.

Fakta om Hotel Ottilia

I januar 2019 åbner Brøchner Hotels et nyt luksus boutiquehotel i Carlsberg Byen. Navnet på hotellet er Hotel Ottilia, opkaldt efter brygger Carl Jacobsens kone, Ottilia. Hotellet er placeret i tidligere malt- og øllagerbygninger på Bryggernes Plads og vil huse 155 værelser, møde- og konferencefaciliteter til 200 personer, spa samt en restaurant og rooftop bar med udsigt over København.

Hotellet bliver klassificeret som et 4+-stjernet hotel og er det sjette i rækken af luksus boutiquehoteller, som Brøchner Hotels ejer og driver i København.

Læs mere på http://www.brochner-hotels.dk

Renderinger af Hotel Ottilia og La Terrazza di Ottilia: https://www.brochner-hotels.dk/hotel-ottilia/galleri-luksus-boutique-hotel-koebenhavn/gcats/hotel-ottilia/

For yderligere information, kontakt venligst:

Brøchner Hotels

Catrine Smed Andersen

PR & Communications Manager,

T: +45 23 89 99 81

E: casa@brochner-hotels.dk

La Terrazza di Ottilia

For kontakt til restauratørerne:

Lennart Løfberg, Xponering PR & kommunikation

T: + 45 22165010

E: ll@xponering.nu