Hvert år oplever cirka 22.000 teenagere i Danmark, at deres mor eller far rammes af alvorlig fysisk sygdom. Tidligere har deres muligheder for at bearbejde den brutale virkelighed været fysiske terapitilbud. I dag kan det i stedet foregå digitalt i webbaseret gruppeterapi for teenagere i hele Danmark. For at komme i kontakt med den unge målgruppe lancerer Børn, Unge & Sorg i samarbejde med Splay One nu en kampagne i håb om, at endnu flere børn og unge kan få glæde af tilbuddet.
Børn, Unge & Sorg har lanceret det gratis webbaseret tilbud ‘Er Du Okay?’ – erduokay.dk– der både er et informationssite målrettet den unge og den unges netværk, men samtidig er et nyskabende digitalt, landsdækkende tilbud til alle pårørende teenagere. Det betyder, at der nu er mulighed for at få gratis hjælp og støtte hjemmefra via webbaseret gruppeterapi. Projektet er udarbejdet på baggrund af en kombination af foreliggende forskning, samt Børn, Unge & Sorgs årelange erfaring på området. Tilbuddet er gennemtestet og nu skal en stor kampagne sætte ekstra fokus på den hjælp, der tilbydes.
“Inden ‘Er Du Okay?’-platformen havde vi alene mulighed for at tilbyde behandling til pårørende teenagere med en alvorligt syg forælder i fysisk baserede gruppeterapitilbud i en af vores afdelinger i Aarhus, Odense og København. Det webbaserede gruppetilbud foregår via et videosamtale-program, Zoom, der gør det muligt for os at række ud til alle pårørende unge i hele Danmark, der har brug for hjælp og støtte, når mor eller far pludselig får konstateret en alvorlig fysisk sygdom. En hjælp og støtte, der for mange unge er nødvendig, når mor eller far bliver alvorligt syg, så usikkerheden ikke resulterer i alvorlig mistrivsel”, siger Michael Gatten, projektchef i Børn, Unge & Sorg
‘Er Du Okay’-platformen er både et tilbud til unge pårørende mellem 13 og 19 år, som ‘hjælp-til-selvhjælp’ på erduokay.dk, samt et tilbud til den unge pårørendes netværk. På sitet kan den unge via en test få svar på, om de kan have brug for hjælp eller brug for at tale med nogen om det – eksempelvis en psykolog hos Børn, Unge & Sorg. På sitet kan man også finde forskellige typer af informationer, som også den unges netværk kan have stor gavn af. Her kan man blandt andet få indsigt i, hvordan det for mange unge opleves, når mor eller far bliver alvorligt syg. Ikke mindst, hvordan den unges liv og selvopfattelse i mange tilfælde fuldstændig forandres. For mange unge er det en øjenåbner og en stor lettelse at finde ud af, at de hverken er alene eller går med tanker og følelser, der er ‘forkerte’ i den svære situation.
Splay One bag SoMe-kampagne for ‘Er Du Okay?’
For at komme i kontakt med den unge målgruppe lancerer Børn, Unge & Sorg i samarbejde med Splay One nu en kampagne i håb om, at endnu flere børn og unge kan få glæde af tilbuddet.
“Det er helt afgørende, at vi ikke taler til, men taler med de unge, dér hvor de unge er. Og det er i høj grad på de sociale medier. Samtidig vil vi med en anderledes og modig kampagne gerne skubbe til kulturen, tabuet og berøringsangsten, der ligger i at have en alvorligt syg forælder eller kende én, der lever med alvorlig sygdom i familien, så vi alle sammen tør bryde tabuet og spørge ind til om den unge er okay. Derfor har det været meget afgørende for os, at finde den helt rigtige samarbejdspartner, der både brænder for at hjælpe de unge og forstår at tale med de unge i øjenhøjde. Derfor lancerer vi nu en større kampagne på de sociale medier sammen med Splay One. Som det er i dag, så oplever alt for mange unge desværre, at der ikke bliver spurgt ind til dem og deres situation. Det skal vi have lavet om på – og her er Splay One helt unikke i forhold til at nå de unge vi så gerne vil i direkte dialog med og hjælpe” siger Michael Gatten.
Hos Splay One, der står bag SoMe-kampagnen, har COO Klara Sofie Svendsen klare holdninger til, hvorfor Splay One går ind og samarbejder med Børn, Unge & Sorg om kampagnen:
“Børn, Unge & Sorg har udviklet et unikt produkt, som kan gøre en stor og vigtig forskel for rigtig mange unge danskere. Børn, Unge & Sorg har ligeledes taget en modig og rigtig beslutning om at møde målgruppen i absolut øjenhøjde, med en kampagne, der kommunikerer på teenagernes egne præmisser og platforme. Vi er både stolte og glade for at få lov til at arbejde med en organisation, der gennem hele processen har ønsket at slette ‘plejer’ fra agendaen, til fordel for et produkt og en kampagne, som først og fremmest møder de unge, dér hvor de er”, siger COO Klara Sofie Svendsen, Splay One.
FAKTABOKS – ER DU OKAY?
- For rigtig mange børn og unge går tilværelsen i stå, når en mor eller far rammes af alvorlig fysisk sygdom. Uvished, angst, praktiske opgaver og et stort ansvar sætter ofte en brat stopper for barndommen eller ungdomslivet.
- Mange unge pårørende får ikke den hjælp, de har brug for. De er belastede af deres forældres sygdom i en grad, så de risikerer alvorlig mistrivsel, forstyrrelser i udviklingen og omfattende problemer med hverdag, kammerater og skolegang.
- Belastningen kan stå på i mange år, og følgevirkningerne kan vare hele livet. Der er derfor brug for indsatser, der sikrer professionel hjælp til de unge, men som også giver de unge mulighed for at møde andre unge i samme situation. Det er netop, hvad ‘Er Du Okay?’ og Børn, Unge & Sorg kan sikre.
- Forskning viser, at det kan være lige så belastende at have en alvorligt syg forælder gennem længere tid, som det er at miste en forælder. Forskning siger også, at mindst 15 % af alle børn og unge med en syg forælder får brug for professionel hjælp.
For yderligere information kontakt venligst:
Michael Gatten
Projektchef
Børn, Unge & Sorg
M: (+45) 2899 5911
Klara Sofie Svendsen
COO
Splay One
E: klara.svendsen@splayone.com
M: (+45) 2290 2607
Seneste kommentarer