Det bliver et brag af et award show, når Guldtuben – den årlige hyldest til de største, danske stjerner på de sociale medier – bliver afholdt i Royal Arena lørdag den 9. september. Og publikum kan glæde sig til en uforglemmelig aften fyldt med fantastisk underholdning. Billetterne kan købes fra den 7. april, og det er med at holde sig klar – sidste år blev der udsolgt på kun otte minutter.

“Guldtuben 2017 bliver på alle planer årets suverænt største award show. Udover at gøre festen større, så udvider vi i år også prisuddelingen, så det ikke kun er en fejring af de største stjerner på YouTube. I år samler vi Danmarks største skabere af videoindhold på tværs af hele fire sociale medier; YouTube, Facebook, Snapchat og Instagram. Det åbner op for, at fans kan stemme på et meget bredere felt af indholdsskabere – f.eks. Anders Matthesen eller Mascha Vang, hvis man synes, at de har lavet noget bemærkelsesværdig på deres sociale kanaler i løbet af det forgangne år”, fortæller Country Manager Adrian Langer fra Splay, der står bag Guldtuben.

FANS, BRUGERE OG SEERE BESTEMMER

Guldtuben er et uvildigt award show, hvor det danske folk får mulighed for at vælge vinderne. Først ved at nominere og sidenhen stemme blandt de nominerede. Det hele er online og instrukser til fans og seere, som har lyst til at have indflydelse og tage del i nomineringen, kan snart publiceres, men følg med på GULDTUBEN .

En jury nominerer sammen med seerne – 50 procent hver – en brutto-trup af favoritter. Derpå er det udelukkende seerne, der stemmer mellem de nominerede og derved afgør årets vindere i de forskellige kategorier. Der vil i år være 16 kategorier og dermed 16 priser, der skal uddeles. Nogen skal uddeles på den helt store scene, mens andre priser uddeles på den røde løber.

En af de meget prestigefyldte priser, Årets YouTuber, får nyt navn – nemlig Årets Bedste på YouTube. Og den pris betyder en hel del for vinderen. Det kan Rasmus Brohave skrive under på. Han vandt den sidste år.

“Det var så vildt at vinde den pris sidste år på Det Kongelige Teater. Og det har åbnet mange døre for mig. For mig var prisen et kæmpe skulderklap fra mine abonnenter, seere, brugere, følgere og fans, og jeg glæder mig helt crazy til festen i Royal Arena i år”, fortæller YouTuberen Rasmus Brohave, der bliver fulgt af over 200.000 på YouTube, og som netop har udgivet en bog om, hvordan han er nået dertil.

Guldtuben 2017 vil udover en festlig rød løber, showet og selve prisuddelingen også byde på masser af live-underholdning, der endnu ikke kan afsløres. Showet vil blive streamet live via Splays platforme.

Billetter til Guldtuben kan fra 7. april købes lige her: Billetter til Guldtuben 2017

FAKTA OM GULDTUBEN 2017

  • Løber af stablen lørdag den 9. september 2017.
  • Billetsalget starter den 7. april 2017
  • Billetter kan købes via www.ticketmaster.dk
  • Nomineringen starter til sommer på www.guldtuben.dk
  • Det bliver i år uddelt priser i 16 kategorier. Se dem nederst.
  • Det er 3. gang, at Guldtuben bliver afholdt. I 2015 blev Guldtuben afholdt for 500 gæster på Bremen og i 2016 for 1400 gæster på Det Kongelige Teater.
  • Årets prisfest bliver produceret af produktionsselskabet Monday.
  • Nordens største social media-netværk Splay står bag Guldtuben. Splay samler de mest populære online influenter, der tilsammen har over 300 mio. afspilninger om måneden og består af over 3000 premium-profiler på sociale medier. Den største målgruppe er 13-24 år og Splays indhold spænder mellem humor, musik, vlogs, mode, skønhed og gaming.
  • Snapchat, Instagram, YouTube og Facebook er i dag de mest brugte underholdningskanaler blandt især unge.
  • Årets kategorier ved både hovedshowet og ved den røde løber er: Årets Bedste på YouTube, Årets Video, Årets Bedste på Facebook, Årets Bedste på Snapchat, Årets Bedste på Instagram, Årets Beauty & Fashion, Årets Vlogger, Årets Humor, Årets Serie, Årets Gamer, Årets Rising Star, Årets Visuelle Udtryk, Årets Virale Hit, Årets #reklame, Årets Collab og Årets Sang.

Læs meget mere, download pressekit og følg seneste nyt på www.guldtuben.dk eller via Splays sociale kanaler.